Motorstyrelsen - Sådan skal en autocamper indrettes

Motorstyrelsen - Sådan skal en autocamper indrettes Foto: Mercedes

Sådan skal en autocamper indrettes En autocamper, der er konstrueret til ophold og beboelse, har en lavere registreringsafgift (en afgift på 45 procent) end almindelige personbiler. Det er derfor en betingelse, at bilen altid er særligt indrettet som autocamper. Her kan du læse om reglerne for, hvordan en autocamper skal være indrettet for at være godkendt som autocamper og således have den lave registreringsafgift. I en folder fra Motorstyrelsen (Skat) bruges betegnelsen autocamper, som også kaldes campingbiler.

Regler for indretning

Autocampere skal være konstrueret og indrettet til ophold og beboelse. Dette gælder uanset om du bruger bilen som en autocamper eller ej. For personbiler ombygget til autocamper indregistreret i perioden 1990 til og med 24. april 2007, er der udarbejdet en camperfortegnelse.

Sovepladser og sæder

Der må ikke være monteret flere sæder end det antal sæder, bilen er godkendt til som autocamper. Der er typisk tale om et mindre antal sæder end i en almindelig personbil. Autocamperen skal være indrettet med sovepladser til mindst 2 personer. Sovepladserne kan indgå i kombination med køretøjets opholds- og spiseplads. Begge Sovepladserne skal have målene 180 x 50 cm.

Vindue

Det er et krav, at der i beboelsesdelen som minimum er 1 vindue

Køkkenarrangement

Autocamperen skal være indrettet med køkkenarrangement, i form af kogeblus og/eller gasblus og køkkenvask. Det skal være tilsluttet vand- og spildevandstank, der i form og størrelse svarer til køretøjets størrelse. Såfremt der er gasblus skal der medbringes en gasflaske. Køkkenarrangementet skal være fastmonteret og må gerne være indrettet på en sådan måde, at det (under kørsel) kan sammenklappes helt eller delvist.

Bord

Der skal altid medbringes et bord af passende størrelse, når du kører i autocamperen. Bordet må gerne være aftageligt, men det skal kunne fastmonteres i bilen ved hjælp af en roset eller anden form for fastgørelse.

Passende loftshøjde

Autocamperen skal have en passende loftshøjde ved køkken og gangarealer. Køretøjet skal enten have forhøjet tag eller løftbart tag. Løftbart tag må ikke være svejset fast eller på anden måde fastgjort, så taget ikke kan hæves/løftes og teltdugen skal være intakt. Der skal desuden altid medbringes og kunne etableres teltdug til et løftbart tag.

Udstyret skal altid medbringes

Alle former for løst campingudstyr, der hører til den sædvanlige brug af autocamperen, skal altid medbringes, når du kører i autocamperen. Det er fx:

  • Camperudstyr til sædvanlig brug af køkkenet, herunder blus til madlavning og vandtank. Der er ikke krav om at service, fx gryder, pander, tallerkner mv. medbringes.
  • Udstyr til opredning af sovepladser, fx madrasser, luftmadrasser eller liggeunderlag (sengetøj ikke nødvendigt).
  • Værktøj til fx at hæve taget, montere bordet og udtage/vende stole.


Fastmonteret campingudstyr må ikke fjernes. 

Hvis camperudstyret ikke er med i bilen

Hvis alt camperudstyret ikke medbringes under kørsel, eller hvis fastmonteret udstyr er fjernet, vil bilen ikke længere kunne anses for at være konstrueret og indrettet som en autocamper.

Hvis din autocamper ikke lever op til ovenstående, kan du både som ejer og som bruger blive pålagt at betale registreringsafgift som for almindelig personbil (dvs. en afgift på 85-150 procent). Du kan også risikere at få en bøde.

I givet fald beregnes den nye afgift ud fra handelsprisen for en tilsvarende personbil i Danmark.

Kilde: Motorstyrelsen