Verdenspremiere og campingnyheder på Ferie for Alle

11 Feb 2019
882 gange
Danmarkspremiere - Niesmann+Bischoff. Her modellen Arto Danmarkspremiere - Niesmann+Bischoff. Her modellen Arto Foto: Niesmann+Bischoff

Ferie for Alle bugner af spændende campingnyheder, når udstillerne medtager et stort udvalg, der blandt andet tæller flere nye autocampermærker og en verdensnyhed.

Eksklusive autocampere
På campingudstillingen kan besøgende gå på opdagelse blandt Erwin Hymer Groups mange nyheder i hal J3, og Erwin Hymer Group medtager flere brands end nogensinde før. 

Som noget helt nyt har Erwin Hymer Group sin helt egen hal kun med autocampere. Her udstilles syv forskellige brands, hvoraf to er helt nye på det danske marked. På Ferie for Alle lanceres det tyske luksusbrand Niesmann+Bischoff for første gang i Danmark:

- Salget af autocampere i Danmark er støt stigende, og vi mærker en efterspørgsel på high-class produkter. Derfor er det det rette tidspunkt at lancere Niesmann+Bischoff i Danmark, fortæller Morten Sonnich, CCO i Erwin Hymer Group.

Til Ferie for Alle kan modellerne Arto 77 E og Smove 7.4 E, der er luksuslinere fra Niesmann Bischoff opleves. Smove 7.4 E er også er nomineret til Årets Autocamper i Danish Camping Award og er i en klasse for sig med et gennemført sporty design.

På Ferie for Alle kan man også opleve det italienske brand Etrusco med modellerne T7400 med queensize-seng, T5900 med fransk seng og den integrerede model I7400 med enkeltsenge, der også er nomineret som Årets Autocamper ved Danish Camping Award.

Også spanske Benimar er blandt nyhederne på Ferie for Alle 2019. Benimar er den ubestridte markedsleder på det spanske autocampermarked og er blevet produceret i næsten 40 år.

Verdenspremiere

På Ferie for Alle kan en verdenspremiere fra slovenske Adria opleves; Det er en ny indretning i den populære rejsevognsserie 'Action'. Den nye Action 391 LH er 30 cm længere end salgssuccesen '361 LH' og er blevet udstyret med nyt pladsbesparende varmeanlæg, ekstra skabe til opbevaring, højere lasteevne og stort køleskab med frys.

Oplev Eriba Touring 820
Med sig tager Erwin Hymer Group også den eksklusive campingvogn fra Eriba, Touring 820, der er udformet i et unikt design og er mere rummelig end nogensinde.

- Vi har samlet alle campingvogne i hal F, hvor vi viser en række nyheder. Helt ekstraordinært kan besøgende opleve Eribas nye 8,5 meter flagskib, Touring 820, siger Morten Sonnich.

Campingudstillingen på Ferie for Alle er Skandinaviens største og fylder hele otte messehaller. Udstillingen byder på samtlige mærker af campingvogne, autocampere og teltvogne på det danske marked samt et kæmpe udvalg af udstyr, fortelte og pladser i både ind- og udland.

Ferie for Alle 2019 foregår i MCH Messecenter Herning fra 22. til 24. februar. Messen byder på mere end 1.000 udstillere og besøges af omkring 60.000 ferieglade mennesker.

Link: Ferie for Alle