Det danske autocampermarked i stærk vækst i 2018

Spændingen om, hvorvidt afgiftnedsættelsen i slutningen af 2017 ville have indflydelse på salget af fabriksnye autocampere i Danmark, er nu udløst. European Caravan Federation har idag frigivet salgstalene for både Danmark og resten af Europa. Hvis du synes, du møder flere og flere autocampere rundt om på vejene, har du fuldstændig ret. Autocampersalget steg med hele 67,1 procent, fra 70 i 2017 til 117 nye autocampere i første kvartal af 2018. Helt forrygende ser det ud med de historiske briller, i samme kvartal 2015, altså for kun 3 år siden, var tallet 42 stk. Det er en stigning fra 2015 til 2018 på ikke mindre end 178,6 procent i første kvartal.


Det danske salg på 117 nye autocampere i første kvartal af 2018 blegner selvfølgelig en del sammenlignet med de 12.081 autocampere, der blev langet ud til købere i Tyskland, der fra 2017 til 2018 havde en stigning på 30,3 procent i forhold til året før. I Europa som helhed har stigningen været på hele 18,9 procent. Det viser med al tydelighed, at den positive trend fortsætter, og det må også give udfordringer hos både forhandlerne og producenterne.



Interessen for autocampere er helt klart steget i Danmark, det på trods af at autocampere stadig en ualmindelig dyr løsning i Danmark. Campingvogne er fri for afgift og det samme er lystbåde. I 2013 blev der på et helt år kun solgt 110 autocampere, i 2018 er det tal overgået i årets første kvartal.

Salget i Danmark er stadig langt efter Norge, der med 600.000 færre indbyggere i forhold til Danmark, i første kvartal af 2018 solgte 655 autocampere og det er et plus på 44 procent i forhold til 2017. Til gengæld har Sverige oplevet et mindre fald på 2,1 procent.

På campingvogns siden havde Danmark et øget salg på 6,4 procent. Totalt set blev der langet 49.862 rekreative køretøjer over disken i hele Europa, i det første kvartal af 2018. Heraf er 30.665 autocampere

Som i flere europæiske lande, sælges der ligeledes flere autocampere på mere end 3.500 kg, og tal omkring vejhjælp, viser at omkring 10 procent af de danske autocampere er på mere end 3.500 kg. Det vides også at ca. 25 procent af de norske autocampere er på mere end 3.500 kg og stigende. Mere end 200.000 tyske autocampere er ligeledes på mere end 3.500 kg.

Se flere tal fra European Caravan Federation HER

Bedøm denne artikel
(6 bedømmelser)